Certificerede Cool Kids/Chilled angstbehandlere
I Psykologhuset Hørning er vi certificerede i det kognitive adfærdsprogram Cool Kids/Chilled behandlere, og har stor erfaring med at køre programmet både i individuelle sager, men også som gruppeforløb.
Cool Kids programmet er egnet til børn i alderen 7-12 år og Chilled programmet er egnet til unge i alderen 13-17 år.
Læs mere her
Certificerede behandlere i Mini-, Mellem- og Unge diamantforløbene
Vi er begge uddannet kursusledere i at udføre Mini- og Mellem diamantforløbene ved forløbets grundlæggere Camille Obel og Maria Dressler fra HAFU og Jonna er også uddannet i diamantforløbet for Unge.
Et Diamantforløb er et manualiseret behandlingsforløb til børn og unge i alderen 6-25 år, hvor jeres barn eller unge menneske lærer at blive bedre til at få kontrol over sin vrede og styre sit temperament. I forløbet arbejder vi med barnet/den unges vrede og vredeshåndtering, og hvordan I som forældre kan blive nogle gode hjælpere, når barnet/den unge er kapret af sin vrede. Dette gør vi ved at have fokus på følelsesmæssige udtryk, nye håndteringsstrategier, fælles sprogbrug omkring vrede m.m., så I som familie igen kan opleve flere glædesfyldet mødeøjeblikke i stedet for vredesudbrud og konflikter, som er hårdt for alle i familien.
Et diamantforløb kan desuden styrke barnets/den unges kompetencer ind i forskellige sociale fællesskaber, når de lærer at håndterer deres vrede mere hensigtsmæssigt.
Diamantforløbet kan foregå i individuelt, som led i en familiebehandling, i grupper og folkeskoleklasser, og vi anvender ofte dele af programmet, når det giver mening.
Læs mere her
1-årig behandleruddannelse i Neuroaffektiv udviklingspsykologi (NAU) med børn, unge og familier
Vi har begge gennemført en 1-årig behandleruddannelse i Neuroaffektiv udviklingspsykologi (NAU) og er ligeledes certificerede heri, ved autoriseret psykolog og Ph.d. Susan Hart.
Den teoretiske forståelsesramme er udviklet af Susan Hart og hendes kollegaer, og den bygger på viden fra neurovidenskab, tilknytnings-, udviklings-, evolutionspsykologi og traumeforskning, og kan bruges til at forstå, hvordan vores hjerne, herunder vores ressourcer og vanskeligheder, udvikles i et tæt samspil mellem miljø og medfødte forudsætninger.
Efteruddannelsen er særlig anvendelig i vores daglige arbejde med børn, unge, voksne, forældre og familier, da den teoretiske forståelse og dens analyseredskaber kan gøre os klogere på, hvordan vi mennesker udvikler os: socialt, følelsesmæssigt og personlighedsmæssigt, samt hvordan vi, som behandlere, kan hjælpe vores klienter med udvikling på disse områder.
Når vi arbejder ud fra den neuroaffektive metode med dig som klient, så arbejder vi på at forstå, hvordan dine psykiske udfordringer kan forstås ud fra bagvedliggende tanker, følelser og kropslige sansninger, som de er opstået gennem din opvækst og dine livsbetingelser. Metoden er anvendelig for alle mennesker, der oplever almene psykologiske vanskeligheder såsom stress, angst, depression, lavt selvværd, selvskade, traumer m.m., og den vil kombineres med andre metoder, hvor vi finder det relevant.
Læs mere her
NUSSA (Neuroaffektiv Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet)
Vi er begge uddannet NUSSA-trænere, og har erfaring med det udviklings- og legebaserede børnegruppeprogram for børn i alderen 3-12 år, som vi anvender i klinikken, når vi arbejder med at opbygge og styrke dit barns følelses-, personlighedsmæssige og sociale ressourcer. Dette gør vi primært gennem glædesfuldt og struktureret leg, som styrker dit barns evne til at håndtere sit energiniveau (arousal) og affektregulering, som har begge har betydning for, dit barns adfærd.
Programmet er særligt anvendeligt, hvis dit barn har vanskeligt ved at sidde stille, er for stille, har svært ved at håndtere følelsesmæssige udfordringer, har tendens til at eksplodere, når noget bliver for svært m.m. At NUSSA-programmet er udviklingsbaseret til forskel fra manualbaseret vil sige, at det er niveauopdelt, så det tager hensyn til dit barns emotionelle og sociale udviklingsmæssige alder. Vi har solid erfaring med at anvende programmet både i individuelle terapiforløb og gruppeforløb i klinikken og i folkeskoleklasser fra vores tid i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning ved Hedensted Kommune.
Læs mere her
UNG (Udviklingsbaseret Neuroaffektiv Gruppeaktivitet)
UNG-programmet er, ligesom NUSSA-programmet, et udviklingsbaseret forløb, men det er designet til unge i alderen 13 og 23 år, som ønsker hjælp til udvikling af deres følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale kompetencer.
I vores klinik anvender vi UNG forløbet eller delelementer herfra, når det giver mening, og vi er pt. ved at blive certificerede behandler i dette program. Igennem øvelser/aktiviteter og mindre samtale muliggøres opbygning af den unges ressourcer, da det er gennem interaktionen med en voksen, som vil én det godt, at unge opbygger en følelse af selvværd, tryghed og mestring af livet. UNG programmet bygger, ligesom NUSSA-programmet, på den neuroaffektiv udviklingspsykologiske forståelsesramme, en forståelsesramme, som vi dagligt arbejder ud fra i klinikken, hvad enten vi arbejder med børn, unge, voksne eller forældre.
Klik her for mere information UNG-neuroaffektiv.dk eller https://www.docenten.dk/
1-årig behandleruddannelse – Mentaliseringsbaseret og traumeinformeret terapi og behandling
I marts 2024 afsluttede vi en 1-årig behandleruddannelse ved Center for Mentalisering i Århus, hvor der var fokus på mentalisering, udvikling af mentaliseringsevnen, sorg, tab, traumer, traumebehandling, skam løgne, selvskade, misbrug m.m. Denne uddannelse muliggjorde for os at fordybe os i anvendelsen af mentaliserings- og traumeteori i terapeutisk praksis, samt at træne centrale terapeutiske principper, modeller og teknikker, der har vist sig virksomme i klinisk arbejde med børn, unge og familier. Det gælder både børn og unge, der har oplevet forskellige former for omsorgssvigt og/eller traumer.
Mentalisering vil sige at kunne forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande såsom følelser, tanker, behov, mål og grunde. Evnen til at kunne mentalisere er forudsætningen for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse, og i terapien ved os kan vi hjælpe med at se på, når mentaliseringsevnen svigter, da det ofte er her, dr opstår gnidning eller konflikter, og det er også oft her, vi har svært ved at forstå en anden persons adfærd. Når vi i terapien anvender mentaliseringsbaseret terapi, hjælper dette dig som klient med at forstå egne følelser og tanker og at forstår, at de er
baggrunden for din adfærd. Dette øger din fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed. Mentalisering hænger tæt sammen med evnen til at regulere følelser, og har således en affektregulerende funktion.
Læs mere her
ISTDP (Intensiv Psykodynamisk Korttidsterapi)
Jeg, Jonna, har en 3-årig efteruddannelse ISTDP, som blev afsluttet i november 2020. Det er en empirisk valideret behandlingsform, som er effektiv til behandling af de fleste psykiske lidelser såsom depression, angst, stress, personlighedsforstyrrelser og psykosomatiske lidelser. ISTDP bygger på psykoanalytisk teori og inkorporerer fund fra nyere forskning, herunder tilknytningsforskning og hjerneforskning, som understreger følelseslivets afgørende vigtighed i psykisk sundhed. Jeg anvender primært ISTDP behandlingsformen, når jeg samtaler med voksne, og kombinerer gerne denne terapiform med den neuroaffektive forståelse, da disse to tilgange supllerer hinanden godt, og da de begge har fokus på det mere oplevelsesoriterede aspekt af terapien. Når jeg anvender ISTDP i terapien, så forsøger jeg at afdække dine selvdestruktive forsvarsmønstre, fastlåst tanker og uforløste følelser og vise dig sammenhængen med de psykiske problemer, du oplever i dag, og som du ønsker hjælp til. Derudover arbejder jeg sammen med dig som klient på, at du kan opgive disse destruktive mønstre, såfremt du har lyst hertil, og så hjælper jeg dig med at mærke de underliggende konfliktfyldte følelser, så de kan bearbejdes og slippes, så du kan få det psykisk bedre.
Læs mere her